Fobier og hypnoseterapi

Hvad er en fobi?

En fobi er beslægtet med angst. Der er tale om irrationel angst for en specifik ting. Selve ordet "fobi" kommer fra det græske "phobos" der betyder "frygt" eller "flugt fra".

Du kan med fordel læse lidt om angst inden du går videre i denne beskrivelse.

Under en angstfremkaldende situation vil kroppen lagre de sanseindtryk der gælder i øjeblikket samt kroppens reaktion på begivenheden. Det giver nemlig meget god mening, for det gør den for at kunne lære af begivenheden. For dermed kan den hurtigt fremkalde den samme reaktion, skulle du møde den samme trussel igen.

Det kan være det er synet af en bestemt genstand, som f.eks. en edderkop der udløser fobien. Det kan også være en bestemt lyd, berøring, lugt eller smag. Selve tanken om fobien kan også udløse den.

Der findes mange forskellige fobier, og der er sat navne på rigtigt mange af dem. Nogle eksempler:

  • Angst for edderkopper (arachnofobi)
  • Angst for slanger (ophidiofobi)
  • Angst for fugle (ornithofobi)
  • Angst for lukkede rum (klaustrofobi)
  • Højdeskræk (altofobi)
  • Angst for nåle (aichmofobi)
  • Flyskræk (aviatofobi)
  • Tandlægeskræk (dentofobi)
  • Lægerskræk (Iatrofobi)
  • Angst for hunde (cynofobi)
  • Angst for klovne (coulrofobi)

Reaktionen kan være mildt generende såvel som kraftig, som dem der er beskrevet i afsnittet om angst. Fobien kan også udløse smerter.

En fobi er imidlertid ikke altid særlig hensigtsmæssig eller rationel. En skræk for edderkopper f.eks. er ikke rationel fordi vi ikke har farlige edderkopper i Danmark, men man kan selvfølgelig synes at de er ækle. I flere situationer kan en fobi dog være decideret genererende og begrænsende.

Hvad er årsagen til fobier?

Fobien kan være opstået tidligt i dit liv, og du er måske ikke engang bevidst om, hvilken situation der forårsagede den.

I nogle tilfælde kan sindet overdrive faren og i andre tilfælde kan den have dannet en forkert kobling til det der forårsagede angstreaktionen. Dette kan skyldes en tilfældig timing eller andre forhold. Dyr kan - som andre levende væsener - også få fobier, og for at illustrere det med en forkert kobling, kan der gives et eksempel med en hund der har udviklet en forbi mod fugle. Situationen har været, at hunden havde det med at jagte fugle. En dag løb den - under jagten - ud på motorvejen og blev uheldigvis påkørt. Rent logisk skulle man så antage at hunden - fremadrettet - ville være bange for biler, men den blev i stedet bange for fugle. Der blev dannet en "forkert" kobling.

Man kan måske godt få den følelse af, at "man er lidt mærkelig" når man tænker på sin fobi. Men man kan måske sammenligne fobi med allergi, altså at man udvikler en reaktion imod bestemte ting. Men der er tale om helt naturlig beskyttelsesmekanisme. Alvoren er blot misforstået og reaktionen er gået hen og er blevet uhensigtsmæssig.

Hvordan behandles en fobi?

Der er ingen grund til at gå rundt og føle sig generet af en fobi, eftersom den i langt de fleste tilfælde kan afhjælpes effektivt.

Hypnose og terapeutiske samtaler (NLP) er meget virkningsfulde mod fobier. Vi kan vha. regressionsteknikker finde frem til den situation der forårsagede fobien og "opløse" den.

Du kan også hjælpes til at bearbejde oplevelsen rent logisk. Måske havde du brug for bestemte ressourcer i øjeblikket, som du ikke havde adgang til. I det øjeblik du erfarer dette, vil du oftest kunne tilføre disse ressourcer fra dit nuværende ståsted.

Endeligt kan vi også gøre oplevelsen "flad" og neutral.

Ofte kombinerer jeg teknikkerne alt efter hvad der er brug for.